Samsø - øen med de mange solskinstimer og en fortælling om et samfund, der er skabt på mangeårige historiske traditioner - og som i dag har en helt unik historie at fortælle. Bl.a. inden for iværksætteri og udvikling af energi fra alternative energikilder har Samsø skabt sin helt egen identitet. En historie vi glæder os til, at fortælle jer på denne hyggelige 1-dagstur.
Ved ankomst til Samsø står vores guide på bussen og vi fortsætter til sydøen, hvor der venter os en spændende fortælling om mange af øens 22 små byer, der hver især har en helt unik historie. Vi passerer de gamle middelalderkirker, øens eneste fyrtårn Vesborg og godset Brattingsborg. Vi gør hold i en af lokalkendte gårdbutikker - Samsø Gårdbutik, som foruden egenproduktion af uldvarer også præsenterer en række af lokale produkter - bl.a. snaps, som vi helt sikkert får en smagsprøve på.Eftermiddagen foregår på nordøen, som byder på en helt usædvanlig naturoplevelse. Både i området omkring Stavns Fjord med den hyggelige havneby Langøre og senere i det bakkede morænelandskab på Samsøs nordspids. Der bliver tid til et besøg i den idylliske by Nordby, hvor der kan opleves gadekær, klokketårn og bindingsværkshuse. Her kan man besøge den gamle butik "Smagen af Øen", som byder os på flere årstidsbestemte smagsprøver på nogle af de mangle lokalt producerede varer.